Anbringelsesgrundlag

Det er Silkeborg Kommunes ambition at hjælpe og støtte børn og unge i deres eget nærmiljø. Det er ud fra et princip om at skabe gode rammer for barnet og den unge med den mest skånsomme indgriben.

Støtten skal, så vidt det er muligt, ske ved, at man inddrager de ressourcer, der er til stede i familien og i normalsystemet. Indsatsen sker med udgangspunkt i lokalområdet med fokus på eksisterende private og offentlige netværk.

Indsatstrappen beskriver de forskellige muligheder Familie og Børnehandicap har for at støtte børn, unge og deres familier. Det er afgørende for børn og unges trivsel, at indsatsen matcher problemstillingen. Vi sætter derfor ind på det trin, der vurderes at kunne mindske mistrivslen.

I kan læse mere om indsatstrappen her

Forældrene er som udgangspunkt det vigtigste i et barns liv.

I undersøgelsesarbejdet er vi derfor optaget af at finde og aktivere de ressourcer, som fremmer en løsning, så en anbringelse undgås.

Vi arbejder med, at forældrenes kompetencer anvendes målrettet i forhold til de problemstillinger, der er omkring barnet og barnets miljø. Er dette ikke tilstrækkeligt, vurderer vi om længerevarende, kompenserende støtte kan skabe grundlag for, at barnet kan blive i hjemmet, og familien forbliver samlet.

En anbringelse er en voldsom indgriben i en families liv og skal altid være ”sidste udvej”.

Når et barn er anbragt, arbejder vi altid – medmindre der er tale om en permanent anbringelse – med hjemgivelse for øje.
Vi er bevidste om, at en hjemgivelse er en lige så vanskelig og sårbar proces som en anbringelse, og den skal derfor være genstand for samme omhu.

Et barn anbringes ikke alene pga. hjemlige forhold. Der skal altid være en begrundet formodning om, at målet med anbringelsen rent faktisk kan nås.

Er dette ikke er tilfældet, skal der findes alternative løsninger i form af forebyggende foranstaltninger, som typisk vil forudsætte et tæt samarbejde med almenområdet.

• De fungerer normalt, men midlertidigt har nedsat trivsel.
• Det er tilstrækkeligt med indsatser fra netværket, normalsystemet samt forebyggende hjælpeforanstaltninger.
• De udelukkende har udækkede undervisningsbehov.
• Der er mulighed for at etablere privat familiepleje.
• Der ikke kan opnås samtykke til anbringelse, og der ikke er grundlag for tvang.
  
  

• Der ikke findes andre muligheder, der kan afhjælpe barnets mistrivsel.
• Forældrenes kompetencer er helt utilstrækkelige i forhold til at varetage omsorgen for et barn.
• Der er grundlag for anbringelse uden samtykke.
• Barnet er kommet hertil som uledsaget flygtning.
• Børn og unge med varig og indgribende funktionsnedsættelse kan have behov for at blive anbragt, når funktionsnedsættelsen kræver en særlig pædagogisk og specialiseret indsats, der ikke kan imødekommes af forældrene.
  
  

Det centrale, når vi beslutter anbringelse, er at kunne anbringe barnet i et miljø, som er kendetegnet ved nærhed, mulighed for tilknytning, relationsdannelse og kontinuitet. Vi fokuserer på de ressourcer, der er i netværket. Hvis det er muligt, anbringes barnet eller den unge i nærmiljøet. Kan det ikke lade sig gøre, anbringes barnet i en plejefamilie.

Såfremt barnet eller den unge ikke kan profitere af en anbringelse i plejefamilie, er målet at finde et tilbud, der, så godt som muligt, kan imødekomme de 4 kriterier ovenfor, og her prioriterer vi, at anbringelsen foregår lokalt og i et lille miljø.

Hvorvidt det er et opholdssted eller en miniinstitution vil afhænge af den konkrete situation.

Anbringelse af barnet prioriteres i følgende rækkefølge:

1. Netværksanbringelse
2. Plejefamilieanbringelse
3. Tæt, lille miljø som mindre institution eller opholdssted. Vi prioriterer, at opholdsstedet har fastboende leder.
4. Specialinstitution

Når unge anbringes, vil vi vurdere, hvorvidt anbringelse på eget værelse er den gode løsning.

En længerevarende anbringelse kan nogle gange bestå af skiftende anbringelsessteder. Eksempelvis vil der undertiden være forløb, hvor barnet kan rummes i netværket i en periode, men senere kan have behov for en anden anbringelsesform, såfremt netværket ikke kan vedblive at håndtere de mål, der er med anbringelsen.

Hvis en ung, der er anbragt uden for lokalområdet på et opholdssted eller en døgninstitution uden for kommunen, vil kunne få gavn af et mindre indgribende tilbud i lokalområdet, genskabes den unges tilknytning hertil.

Akutte anbringelser skal så vidt muligt undgås. En akut anbringelse finder sted, hvor der opstår en pludselig og alvorlig begivenhed, der kan true barnets eller den unges sundhed og udvikling, eller hvor den akutte situation indebærer en risiko for andre personer.

Forud for en akutanbringelse i familiepleje, på døgninstitution eller opholdssted har vi altid undersøgt, om der kunne være mulighed for at barnet eller den unge kan opholde sig kortvarigt hos forældre eller evt. andre nære voksne i netværket.

Det betyder, at:

• For at undgå akut anbringelse skal der forebyggende søges etableret et netværk om barnet eller den unge.

• Hvis en akutanbringelse er en realitet, etableres der et tæt samarbejde med det sted, barnet skal anbringes for at få en afklaring af det videre forløb.

• Senest 1,5 måned efter en akutanbringelse skal der træffes beslutning om det videre forløb på Fagligt Forum (Besluttende organ i Familie og Børnehandicap for alle anbringelser).
  
  

Vi ønsker, så vidt det er muligt at finde alternative indsatser til anbringelse af de 16-17 årige. Det skyldes et ønske om at fastholde de unge i deres vante miljø, da nyanbragte i ungegruppen er sværere at fastholde i en anbringelse.

Det er dokumenteret, at anbringelser hyppigere mislykkes i ungegruppen. Det er derfor væsentligt at have fokus på, om formålet med anbringelsen vil kunne opnås inden det fyldte 18. år. I stedet for anbringelse iværksættes indsatser, der målrettes den unges behov med særlig fokus på overgangen til voksenlivet.

Det betyder, at:

• Unge 16-17 årige som hovedregel kun anbringes, når der er tale om ganske særlige situationer, som ikke kan imødekommes i de lokale forebyggende behandlingstilbud, eller når der er tale om kriminalitet, der har ført til dom/ungdomssanktion.

• Anbringelse af 16-17 årige finder som hovedregel kun sted, når der er tale om alvorligt omsorgssvigt, f.eks. på grund af forældres psykiske lidelser eller misbrugsproblemer.

• At forskellige former for alternativer til anbringelse iværksættes med udgangspunkt i den unges behov.

• En forbliven i lokalmiljøet udgør en trussel for den unges sundhed og udvikling.
  
  
  
  

En anbringelse, som strækker sig ud over det 18. år, er efterværn.
Alle anbringelser stiler mod, at den unge, medmindre det drejer sig om unge med vidtgående funktionsnedsættelser, bliver klar til at bo for sig selv, når den unge bliver 18 år. Der er dog situationer, hvor den unge fortsat kan have behov for at være anbragt. Her ydes efterværn i form af anbringelse efter en konkret vurdering af den unges udviklingsmuligheder.

Det betyder, at:

• Der så tidligt som muligt og senest ved det 16. år skal være drøftelser med den unge og anbringelsesstedet om udslusning/afslutning af indsatsen.

• Der ydes efterværn i form af anbringelse, når det anses for væsentligt af hensyn til den unges uddannelses-, arbejds- eller boligforhold og som udgangspunkt i et halvt år, medmindre der er ganske særlige behov.

• Afhængig af den unges vanskeligheder inddrages enten socialteamet eller Handicap- og Psykiatriafdelingen i den videre sagsproces, således at der er taget stilling til den fremtidige støtte og forsørgelse.
  
  
  

Det er helt afgørende for en faglig og økonomisk sikker styring, at der sker en systematisk opfølgning i alle anbringelsessager. Opfølgning skal som minimum ske to gange årligt, men det er karakteren af den enkelte anbringelsessag, der afgør hyppigheden.

Når der på baggrund af en opfølgning bliver tale om hjemgivelse, udarbejdes en plan herfor og evt. hvilke indsatser, der i den forbindelse skal iværksættes.

Det betyder, at:

Vi skelner mellem 3 kategorier af anbringelser:

• Kortvarige anbringelser - op til 1 år.

  Det vil dreje sig om anbringelser, hvor forældrekompetencerne på anbringelsestidspunktet ikke rækker, men hvor forældrene har accepteret anbringelsen og er motiverede for at indgå i et samarbejde om de forhold hos sig selv og barnet, som har gjort anbringelsen nødvendig. 

• Langvarige anbringelser – over 1 år.

  Der vil typisk være tale om børn og unge med massive støttebehov, forældre som ikke har problemerkendelse og tilstrækkeligt udviklingspotentiale til at matche børnenes behov.

• Permanente anbringelser – formodes at være til barnets 18. år.

  Der vil være tale om anbringelser, hvor der er en sikker formodning om, at forældrene pga. psykisk sygdom eller stærkt afvigende adfærd ikke vil blive i stand til at få børnene hjem.

Den systematiske opfølgning og tilsynet med barnet eller den unge tager udgangspunkt i målene i handleplanen. På baggrund af opfølgningen foretages en revurdering af handleplanen, og det vurderes konkret, om indsatsen skal ændres eller ophøre.

Der er fokus på forældrenes muligheder for behandling/støtte under en anbringelse for at understøtte mulighederne for hjemgivelse af barnet eller den unge. Der sættes mål for arbejdet med familien, hvilket kræver et samarbejde med andre instanser.